Min klient blev i byretten dømt for medvirken til drabsforsøg. Jeg overtog sagen under anken, og i landsretten lykkedes det at få ændret dommen væsentligt. Min klient blev frifundet for drabsforsøg og alene dømt for grov vold ved medvirken til ét enkelt knivstik.
Den person, som førte kniven og tildelte forurettede flere knivstik, var allerede dømt i en tilståelsessag. Straffen blev fastsat til lidt over 6 års fængsel.
Landsretten fandt, at min klient ikke havde været indforstået med, at der skulle tildeles flere knivstik. Til gengæld mente landsretten, at han måtte have indset risikoen for, at der kunne blive stukket én gang, og at han havde accepteret denne følge. Derfor blev han dømt for grov vold — ikke for forsøg på manddrab.
Flere andre blev ligeledes dømt for grov vold for deres medvirken til, at forurettede blev tildelt flere alvorlige knivstik.
De fik 4 måneders fængsel.
Det var den straf, anklagemyndigheden gik efter i deres sager på det tidspunkt, hvor efterforskningen var afsluttet.
Situationen var, at hvis de sigtede ikke tilstod, ville de blive tiltalt efter straffelovens § 246 om kvalificeret vold — en væsentligt alvorligere lovovertrædelse med et strafniveau på minimum omkring 2 års fængsel.
De stod altså med et valg:
Tilstå og få 4 måneders fængsel. Eller nægt, og risikér en langt hårdere straf.
De pågældende havde allerede siddet varetægtsfængslet i cirka 4 måneder og var derfor på fri fod. Ved at acceptere aftalen vidste de, at de kunne forblive løsladt. Hvis de afviste den, risikerede de igen fængsling og en markant længere straf.
Hvad man mener om den slags aftaler, må være op til den enkelte.
Men anklagemyndigheden bør efter min opfattelse være varsom med at fremsætte tilbud på en måde, der kan skabe et pres for at tilstå — også for personer, der måske ikke mener sig skyldige. I sådanne situationer kan det være mere principielt blot at føre sagen på det foreliggende grundlag frem for at skabe risiko for urigtige tilståelser af frygt for alternativet, ligesom man også kan vælge at slutte dem.
Der er naturligvis intet usædvanligt i, at forsvarere og anklagere forhandler. Det er ofte både fornuftigt og nødvendigt. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, når forhandlingen reelt kommer til at handle om, hvilken bestemmelse anklagemyndigheden vil anvende:
Tilstår du, bruger vi den mildere bestemmelse. Nægter du, anvender vi den strengere.
Hvis sagen ikke havde været færdigefterforsket, kunne man måske argumentere for, at en sådan fremgangsmåde kunne bidrage til opklaringen. Men det var ikke situationen her. Sagen var færdigefterforsket.
Som forsvarer er jeg generelt positiv over for aftaler, der gavner klienten. En vigtig del af arbejdet er netop at forhandle med anklagemyndigheden, når det er muligt og relevant. Men det er samtidig vigtigt, at sådanne aftaler håndteres med stor forsigtighed — særligt når de indirekte kan få betydning for andre tiltalte i samme sag.
Derfor er det også vigtigt, at retten og samtlige forsvarere bliver gjort bekendt med den slags aftaler. Det blev hverken retten eller jeg. Men min klient fortalte mig under et arrestbesøg om et tilbud, som han selv havde fået: 2 års fængsel for 246-vold. Han afslog og blev derfor tiltalt for drabsforsøg, hvor straffen som udgangspunkt er 6 år. Derfor rettede jeg henvendelse til hans tidligere forsvarer, og på den måde fik jeg – noget tilfældigt – viden om de forskellige aftaler.
Jeg synes ikke, at det er god stil. Især fordi byretten lagde vægt på de andre sigtedes tilståelser, da min klient blev fundet skyldig i drabsforsøg. De andre havde nemlig tilstået at begå al knivvolden i forening med min klient. Det var op ad bakke…
Tilbage til min klient.
Han ønskede ikke at acceptere det oprindelige tilbud fra anklagemyndigheden. Derfor blev han tiltalt for medvirken til drabsforsøg i stedet for kvalificeret vold. Byretten fandt ham skyldig og idømte ham 6 års fængsel.
Efter en gennemgang af blandt andet vidneforklaringer og videoovervågning kom landsretten frem til, at det alene var bevist, at min klient havde medvirket til ét enkelt knivstik, og at forholdet ikke kunne bedømmes som drabsforsøg, men som grov vold.
Straffen blev fastsat til 1 år og 9 måneders fængsel, inklusive en reststraf på cirka 8 måneder fra et andet forhold.
