Da sagen begyndte, var der reelt ingen tvivl om udgangspunktet: Min klient stod til omkring 15 års fængsel. Det var byret og landsret enige om. Normalt ville straffen for forholdene have ligget omkring 14 år, men sagen indeholdt flere skærpende omstændigheder.
Min klient tilstod besiddelse med henblik på salg af ca. 44 kg kokain og ca. 2,5 ton hash. Der var efter min opfattelse aldrig tvivl om, at det rigtige var i al væsentlighed at tilstå. Beviserne vedr. kokain-forholdene forelå i form af korrespondance, der var tilvejebragt af udenlandske myndigheder, der havde hacket serverne hos både SKY ECC og Enro, hvorved der pludselig var adgang til utallige hemmelige beskeder i det kriminelle miljø.
Det centrale spørgsmål blev derfor ikke skyldsspørgsmålet, men hvilken betydning tilståelsen skulle have for strafudmålingen.
Byretten mente, at min klient skulle have en strafreduktion på 13,3 % svarende til 2 år, og fastsatte derfor straffen til 13 års fængsel. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at udgangspunktet snarere var 16 år, og at rabatten fortsat skulle være 2 år. Dommen blev afsagt i oktober 2025. Sagen blev behandlet i løbet af en enkelt dag.
Fra forsvarets side gjorde vi gældende, at rabatten skulle være 20 %.
For sagen omfattede næsten 30 forhold, og den uforbeholdne tilståelse sparede domstolene for et betydeligt antal retsdage. Det var ikke en mindre detalje. Tværtimod var det helt centralt.
Højesteret har tidligere fastslået, at når en tilståelse afgives efter, at den væsentligste del af efterforskningen er afsluttet, skal der som udgangspunkt gives en strafreduktion på mellem 10 og 20 %. Det man kalder en kategori 3-sag.
Baggrunden for reglerne er vigtig.
Et hovedformål med den nye tilståelsesordning er at dæmme op for de stadig længere sagsbehandlingstider ved domstolene. Det er grundlæggende fornuftigt. Retssikkerhed handler også om, at borgere får deres sager behandlet inden for rimelig tid.
I byretten lagde anklagerne fra NSK vægt på, at min klient var den sidste af de involverede til at tilstå. Efter min opfattelse var det uden afgørende betydning.
Når tilståelser falder med få måneders mellemrum, bør man være meget varsom med at forskelsbehandle. Ellers risikerer man at skabe et kapløb om at komme først med en tilståelse for at sikre sig den størst mulige strafrabat.
Og det er ikke uden retssikkerhedsmæssige problemer.
I rapporten fra Rørdam-udvalget – som dannede baggrund for lovændringen – blev Straffelovrådets overvejelser fra 2004 fremhævet. Her pegede man blandt andet på risikoen for, at udsigten til betydelige strafnedsættelser i sidste ende kunne friste selv uskyldige til at tilstå.
Hvis flere sigtede i samme narkosag, hvor efterforskningen i det væsentlige er afsluttet, reelt konkurrerer om at være først til at tilstå, fordi man ellers risikerer at miste en væsentlig del af sin strafrabat, så bevæger man sig i en retssikkerhedsmæssigt problematisk retning. Det er i hvert fald min opfattelse. Som forsvarer vil jeg finde det dybt problematisk at skulle vejlede min klient efter, at “de andre i sagen jo kan nå at tilstå før dig”. Der skal været tid til at gennemgå tingene på en ordentlig måde.
I sagen havde min klient desuden erkendt et påstået udbytte på næsten 10 millioner kroner — selv om jeg mente, at beregningerne var forkerte. Havde han nægtet dette forhold, ville det nødvendigvis have ført til yderligere efterforskning og flere retsdage.
Det mest væsentlige var dog noget andet:
Min klients sag omfattede langt flere forhold end de øvrige dømtes. Hvorfor han så skulle have en lavere rabat end dem, stod uklart. Samtidig havde det fra begyndelsen været tydeligt, at min klient ønskede at tilstå. Det lykkedes heldigvis at dokumentere i landsretten.
Landsretten delte sig herefter lige over spørgsmålet.
Tre dommere stemte for en strafreduktion på 20 %. Tre stemte for 13,3 %.
Resultatet blev derfor, at min klient fik 20 % rabat, og straffen blev nedsat til 12 års fængsel.
Tilståelsen førte altså til en reduktion på 3 år.
Landsretten afsagde dom i april 2026. Det tog altså et halvt år at finde en dag i landsrettens kalender i en særdeles alvorlig arrestantsag, der trods alt kun varede en enkelt dag. Det kan man ikke bebrejde landsretten. Der er ganske enkelt bare utrolig mange sager.
Retssikkerhed handler om mange ting – også at domstolene fungerer effektivt, og at sager ikke trækker urimeligt længe ud. Netop dér har det danske retssystem i flere år været under pres.
Det er en væsentlig del af forklaringen på, at man gennem reglerne om tilståelsesrabat forsøger at skabe incitament til at spare samfundet for meget lange straffesager.
Derfor nytter det heller ikke, hvis man bliver for tilbageholdende med rabatten.
