Resultater

For flere resultater se min BLOG her på siden

12 års fængsel i byretten – 4½ år i landsretten
En klient blev i byretten idømt 12 års fængsel for narko. Det var tydeligt, at politi- og anklagemyndigheden havde sjusket markant i sagen, og at en enig byret lagde deres vurdering til grund, var stærkt bekymrende.

Landsretten frifandt heldigvis min klient for produktion af 20 kg amfetamin – det mest alvorlige forhold. Staffen blev derefter nedsat fra 12 års fængsel til 4½ års fængsel. 

Sagen viser bl.a., at efterforskere, anklagere og 3 dommere i byretten kan være helt enige om, at der skal domfældes, selvom tiltalte er uskyldig. Det så vi i denne sag, hvor landsretten (3 dommere og 3 domsmænd) enstemmigt fastslog, at min klient skulle frifindes for de klart alvorligste forhold.

Landsrettens vigtigste argument for at frifinde var en lydoptagelse, som også blev afspillet i byretten. Den optagelse efterlod meget klart det indtryk, at ingen af de tiltalte havde viden om, hvordan man producerede amfetamin… og de var lige præcis tiltalt for netop at have produceret amfetamin lang tid før optagelsen blev lavet.

130 kg amfetamin – lang varetægt og frifindelse
En udenlandsk klient, som kun havde været i Danmark ved sin anholdelse, var tiltalt for besiddelse af 130 kg amfetamin. Han sad varetægtsfængslet i 1½ år, men blev frifundet, mens andre i sagen fik lange fængselsstraffe.

Forløbet blev ekstra hårdt, da en af hans venner begik selvmord i arresten. Det afgørende vendepunkt kom gennem samtaler med klienten, som gjorde det muligt at stille mere præcise og kritiske spørgsmål til et centralt vidne. Sagen understreger, hvor vigtigt det er, at klient og forsvarer gennemgår sagen grundigt sammen.

Kvalificeret vold – frifindelse
En af mine klienter var tiltalt for kvalificeret vold mod sin lille datter. Byretten fandt ham skyldig.

En enig landsret frifandt.

Der var ikke kommet nye oplysninger til. Landsretten vurderede ganske enkelt blot beviserne anderledes.  

Når vurderingerne er så forskellige, bør det give anledning til eftertanke. 

Efter min opfattelse burde frifindelsen selvfølgelig allerede være sket i byretten.

Knivstik – frifindelse for medvirken
En klient blev tiltalt for sammen med andre at have stukket en kniv i maven på en forurettet. Byretten frifandt for knivstikket og dømte for simpel vold.

Det afgørende spørgsmål var grænsen for medvirken. 

Frifindelsen førte til, at min klient fik en større erstatning for uberettiget varetægtsfængsling.

Hvidvaskssag – frifindelse efter 5 år
En klient blev som 16-årig sigtet for hvidvask. Først fem år senere kom sagen i retten. Han havde hverken før eller siden begået kriminalitet.

Byretten idømte ham betinget fængsel, men landsretten frifandt. Under sagen viste det sig, at væsentlige bilag manglede – noget der ikke burde forekomme i straffesager med påstand om fængsel. Alligevel sker det med jævne mellemrum.

Våbensag – genoptagelse og frifindelse
En klient blev idømt 2½ års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. På grund af lange ventetider valgte han i første omgang ikke at anke, da alternativet var flere måneder i varetægt.

Sagen blev senere genoptaget, og en enig byret frifandt ham.

Afgørelsen ændrede sig, fordi en medtiltalt ændrede forklaring.

Sagen viser, hvor afgørende korrekt vurdering af forklaringer og beviser er – og hvor vigtigt det er at kæmpe videre.

Narkosag – påstand om udvisning uden grundlag
En klient var tiltalt for salg af ca. 120 gram hash. Sagen var tre år gammel uden hans skyld, og der var nedlagt påstand om udvisning – selvom det stod klart, at straffen højst ville være betinget.

Påstanden blev fastholdt uden reelt grundlag og først ændret sent i forløbet. Sagen belastede min klient betydeligt og skabte unødigt pres. Den viser, hvordan processen i sig selv kan få store konsekvenser, selv når udfaldet er forudsigeligt.

Et system under pres I Danmark siger vi, at det er bedre at lade 10 skyldige gå fri end at dømme en uskyldig. Men i praksis sker det, at uskyldige bliver dømt.

Opgaven som forsvarer Som forsvarer kan det nogle gange føles helt naturligt at pege fingre ad politiet eller retssystemet. Og der kan bestemt være forhold, som fortjener kritik. Det giver næsten sig selv.

Men i den praktiske hverdag handler det først og fremmest om at feje for egen dør.

Som forsvarer bør man altid forberede sig grundigt og løbende evaluere sin egen indsats. For ingen sager er ens, og man kan altid lære noget.

På samme tid skal forsvareren have modet til at gå helhjertet ind i sagen og “give den gas”, når der er noget at kæmpe for.