Et retssystem lever af tillid – ikke af bortforklaringer

Et retssystem lever af tillid.

Ikke af pressemeddelelser.

Ikke af bortforklaringer.

Ikke af spin.

Af tillid.

Derfor er den seneste tids debat om politiets såkaldte sagsvask så alvorlig.

Borgere har fået begrundelser for, hvorfor deres sager blev henlagt eller afsluttet, som ikke var sande.

Lad os kalde det, hvad det er:

Løgn.

Ikke administrative unøjagtigheder.

Ikke kommunikationsfejl.

Ikke beklagelige formuleringer.

Løgn.

Og det er alvorligt.

Problemet er ikke antallet – problemet er metoden

Rigspolitichefen har peget på, at politiet hvert år håndterer enorme mængder sager, og at fejlene derfor bør ses i det perspektiv.

Men det argument rammer ved siden af.

Problemet er ikke antallet.

Problemet er metoden.

Problemet er løgnen.

Når en myndighed giver borgere urigtige forklaringer på, hvorfor en sag afsluttes, er der ikke blot tale om en fejl.

Det er et tillidsbrud.

Løgn bliver ikke mindre alvorlig, fordi den forekommer i et mindre antal sager.

Sagsvask opstår ikke i et vakuum

Hvis man kun fokuserer på sagsvask, overser man det egentlige problem.

For sagsvask opstår ikke i et vakuum.

Det opstår i en kultur.

Og det øverste ansvar ligger naturligvis hos de folkevalgte politikere – ikke mindst justitsministeren.

I årevis har politi og anklagemyndighed været underlagt:

• Besparelser
• Prioriteringer
• Effektiviseringskrav
• Detailstyring

Resultatet er et system, hvor medarbejdere presses til at levere mere, end rammerne realistisk tillader.

Det skaber moralsk stress.

Og det burde ingen være overrasket over.

Advarslerne har været der længe

En af de tydeligste kritikere har været Politiforbundet – politifolkenes egen fagforening.

Når dem, der står midt i maskinrummet, igen og igen fortæller, at systemet er ved at blive kørt i stykker, bør nogen lytte.

Det har alt for få gjort.

Jeg har selv set systemet indefra.

Som tidligere anklager.

Som nuværende forsvarsadvokat.

Fra begge sider.

Jeg har offentligt kritiseret styringen af både politi og anklagemyndighed.

Jeg har peget på alvorlige retssikkerhedsproblemer.

Jeg har kritiseret praksis på udlændingeområdet.

Jeg har kritiseret kvaliteten af afgørelser og begrundelser i straffesager.

Responsen har ofte været den samme:

Bortforklaringer.

Endda fra Rigsadvokaten.

Endda fra FOAN.

Kritik bliver alt for ofte fremstillet som enkelttilfælde frem for symptomer på strukturelle problemer.

Det er en fejl.

Der er mange dygtige mennesker i systemet

Meget fungerer.

Der findes mange dygtige, samvittighedsfulde og professionelle politifolk.

Dygtige anklagere.

Dygtige administrative medarbejdere.

Mennesker, der hver eneste dag forsøger at få systemet til at fungere.

Det fortjener respekt.

Men det ændrer ikke ved, at der også findes alvorlige kvalitetsproblemer.

Problemer, som kan føre til urigtige tiltaler og domfældelser.

Eller til, at sager afsluttes, selvom beviserne er til stede.

Problemerne bliver ikke mindre, fordi man undlader at tale om dem.

Hvor var tilsynet?

Statsadvokaterne fører tilsyn med politikredsene.

Det er ikke pynt.

Det er ikke bureaukrati.

Det er en retssikkerhedsgaranti.

Så hvordan kunne dette ske?

Hvordan kunne sådanne praksisser udvikle sig uden at blive stoppet?

Var tilsynet tilstrækkeligt?

Hvordan kunne systematiske urigtige begrundelser i straffesagsbehandlingen undgå at blive opdaget i et system, hvor statsadvokaterne netop har en tilsynsfunktion?

Og hvad med de øverste ledelser i politikredsene?

Har de loyalt og retvisende orienteret Rigspolitiet om de faktiske forhold?

Det er spørgsmål, der fortjener klare svar.

En kultur, der ikke tåler kritik

Det mest bekymrende er måske kulturen.

Når medarbejdere oplever, at kritik helst skal holdes internt, opstår der selvcensur.

Jeg har oplevet betydelig privat opbakning fra folk med erfaring fra systemet.

Men meget få ønsker at sige noget offentligt.

Det er i sig selv tankevækkende.

Et sundt retssystem tåler kritik.

Faktisk er det afhængigt af kritik.

Det er grotesk, at FOAN synes at tro, at det er deres forhandlinger, der har skabt resultaterne. Det er massiv og velunderbygget kritik af tingenes tilstand, der har været med til at skabe de forbedrede budgetter, vi har set for nylig.

Tillid kræver troværdighed

Et retssystem skal være stabilt.

Borgerne skal kunne have tillid til institutionerne.

Men tillid skabes ikke gennem glansbilleder.

Tillid skabes gennem troværdighed.

Og troværdighed kræver åbenhed.

Hvis vi vil undgå den mistillid til retssystemet, som man ser andre steder i verden, er svaret ikke mere lukkethed.

Svaret er:

• Ærlig ledelse
• Mere faglighed
• Større åbenhed

Måltal kan være nyttige.

Detailstyring er det sjældent.

Frontmedarbejdere skal ikke presses til metoder, de ikke oplever som meningsfulde eller fagligt forsvarlige.

Sagsvask er symptomet – ikke sygdommen

Et politi, der lyver over for borgere, er ikke kun et kommunikationsproblem.

Det er et kulturproblem.

Og kulturproblemer løses ikke med pressemeddelelser.

De løses med ærlig erkendelse.

Bedre ledelse.

Respekt for fagligheden.

Sagsvask er ikke problemet.

Det er symptomet.

Det egentlige problem er kulturen bag symptomet:

• Lukketheden
• Kravet om loyalitet opad
• Tavsheden nedad
• Ambitioner, der alt for ofte belønner dem, der holder kæft, frem for dem, der siger fra

Når tilliden forsvinder

Pas på.

Det er præcis den slags metoder, der skaber polarisering.

Der destabiliserer.

Der langsomt nedbryder det, som et retssamfund lever af:

Tillid.

Vores retssystem kan være nok så dygtigt.

Nok så effektivt.

Nok så professionelt.

Men uden befolkningens tillid virker det ikke.

Så er fundamentet væk.

Vejen frem er ikke flere bortforklaringer.

Ikke flere glatte pressemeddelelser.

Ikke mere lukkethed.

Vejen frem er:

• Indrømmelser
• Ærlighed
• Åbenhed indadtil
• Åbenhed udadtil

Og et politi, der er indrettet på en måde, som de medarbejdere, der faktisk bærer systemet hver eneste dag, kan stå på mål for.

Den farligste trussel kommer indefra

Hvis kritik fortsat bliver affejet som hysteri, overdrivelser eller noget, man ikke behøver tage alvorligt, så leger vi med ilden.

Limen i det danske samfund er tillid.

Tillid til hinanden.

Tillid til myndighederne.

Tillid til de institutioner, der har magt over borgerne.

Danmark står over for alvorlige trusler udefra.

Men den farligste trussel mod vores sammenhængskraft kommer indefra.

Fra magthavere, der lukker sig om sig selv.

Der bortforklarer.

Der insisterer på, at kritikken blot bygger på misforståelser.

Det er en farlig vej.

Alt for ofte forveksler vi loyalitet med tavshed.

Men tavshed skaber ikke tillid.

Tavshed skaber mistillid.

Mistillid skaber vrede.

Mistillid skaber konspirationsteorier.

Mistillid æder langsomt vores sammenhængskraft op.

Og når tilliden først er væk, er den meget svær at få tilbage.