Personfarlig kriminalitet

Personfarlig kriminalitet omfatter blandt andet manddrab, vold, grov vold, røveri, afpresning og sædelighedsforbrydelser som voldtægt. Det er ofte sager, der vækker stærke reaktioner, og hvor det derfor stiller særlige krav til forsvareren. Som forsvarsadvokat i denne type straffesager er det afgørende at turde stille de nødvendige og kritiske spørgsmål og ikke tage noget for givet.

I mange tilfælde skal der foretages vanskelige vurderinger, hvor en klient måske i en moralsk forstand er gået for vidt, men hvor der ikke er grundlag for at fastslå, at vedkommende har begået den strafbare handling, som tiltalen angår. Det kræver erfaring, men også vilje til at arbejde konsekvent og uden berøringsangst – både under afhøringerne og i den afsluttende procedure.

En forsvarer skal naturligvis optræde ordentligt, men opgaven er ikke at være vellidt eller fremstå populær.

Opgaven er at sikre, at sagen bliver belyst korrekt. Det indebærer, at man nogle gange må sige det, som ingen ønsker at høre, og stille de spørgsmål, der kan opleves som ubehagelige – også i sager om vold, voldtægt og andre alvorlige forhold.

Jeg har ført en række alvorlige straffesager inden for personfarlig kriminalitet og opnået frifindelser vedr. sager om kvalificeret vold, voldtægt og manddrab. I en nylig voldtægtssag blev min klient frifundet, dog med dissens, idet en af dommerne mente, at der var grundlag for domfældelse. Under sagen blev min klient i vidt omfang mødt med spørgsmål og tonefald, der i vidt omfang var udtryk for, at min klients forklaring var usandsynlig eller bare lidt mærkelig og utroværdig. Her gjorde jeg indsigelser undervejs, hvilket medførte, at min klient i højere grad fik mulighed for at forklare sig sammenhængende.

I min procedure lagde jeg vægt på de forhold, der efter min opfattelse gjorde anmelderens forklaring meget utroværdig. Flertallet i retten fandt, at skyld ikke var bevist uden rimelig tvivl, og resultatet blev derfor frifindelse. Jeg er overbevist om, at udfaldet havde været et andet uden en meget kritisk tilgang til sagen fra min side. Anklagemyndigheden valgte ikke at anke sagen.

I en anden voldtægtssag, hvor anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om 5 års fængsel, og hvor der var tilkaldt politi til straksafsoning ved domfældelse, var strategien en anden. Her var fokus især på at forstå og belyse, hvordan mistanken var opstået. Gennem en tæt dialog med klienten og en grundig gennemgang af forklaringerne var det muligt at påvise de forhold, der på afgørende måde talte imod skyld.

En enig byret frifandt klienten, og sagen blev ikke anket.

For nylig forsvarede jeg en klient i en sag i landsretten vedr. forsøg på manddrab, hvor min klient blev frifundet og i stedet dømt for kvalificeret vold med en væsentligt mildere straf end i byretten. I den sag var det afgørende at føre et aktivt og vedholdende forsvar, både under forberedelsen og under hovedforhandlingen, herunder at få fremdraget forhold, som ikke i tilstrækkelig grad var blevet belyst i byretten.

Disse sager viser, at der ikke findes én fast metode i straffesager. Valget af strategi afhænger af den konkrete sag og de foreliggende beviser. De viser også, at det ikke kan lægges til grund, at sandheden automatisk kommer frem, eller at retten nok under alle omstændigheder får det tilstrækkelige grundlag for at træffe den rigtige afgørelse.

Anklagemyndigheden er efter loven forpligtet til at være objektiv, men i praksis er objektivitet en vanskelig opgave. Det ved jeg, fordi jeg har erfaring fra begge sider af bordet. Det gør det ekstra vigtigt, at man som forsvarer ikke bare ”kører på rutinen” og forlader sig på, at det nok ikke betyder så meget for resultatet.

Nogle gange hører jeg, at jeg burde have en dårlig smag i munden, hvis min klient bliver frifundet i en alvorlig sag.

Det har jeg ikke.

At yde et godt forsvar handler ikke om at være smart i en fart, men om så vidt muligt at sikre, at min klients version af, hvad der er sket, kommer frem. Er retten ikke fortrolig med en anden version af, hvad der er sket, end den som anklagemyndigheden søger at underbygge, så vil alt for mange uskyldige mennesker blive dømt. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Det er ikke min opgave at være moraliserende.

Min opgave er ene og alene at hjælpe mine klienter.

Hvis retten ikke præsenteres for et reelt alternativ til anklagemyndighedens fremstilling, vil flere uskyldige bliver dømt.

Det er jeg ikke i tvivl om.

Du kan læse mere om nogle af de sager vedr. personfarlig kriminalitet, som jeg har ført herunder.

Frifindelse i 2 voldtægtssager (straffelovens § 216)

Klient frifundet for drabsforsøg (straffelovens § 237, jf. § 21)

Små sager om vold, afpresning, røveri, bedrageri og færdsel mv. Men kæmpe konsekvenser for klienten

Sag genoptaget – om § 81 a (bandeparagraffen)

Jeg har ført utallige sager om personfarlig kriminalitet både som anklager og nu som forsvarsadvokat. I disse sager er det særlig vigtigt, at der etableres en tillidsfuld relation mellem klient og advokat. Kemien skal være god.