Sidste år blev min klient ved Retten i Randers idømt 1 år og 3 måneders fængsel.
Retten fandt ham skyldig i sammen med flere andre at have begået grov vold mod en mand på dennes bopæl. Tre andre blev også dømt, hvoraf den ene blev idømt forvaring.
Volden var alvorlig.
Den forurettede, som var over 60 år gammel, pådrog sig blandt andet brud på næsen og to kæbeknogler. Byretten fandt det bevist, at de tiltalte havde sparket og trampet ham i hovedet, urineret på ham og fremsat vidnetrusler.
Det er den type sag, der vækker stærke følelser.
Og med god grund.
Når man hører om en gruppe yngre mænd, der udsætter en ældre mand for grov vold, er det nærliggende at reagere med vrede og forargelse. Det gør de fleste mennesker… og desværre også nogle gange dommere.
Men netop derfor er kravet om en nøgtern og præcis bevisvurdering så vigtigt.
For spørgsmålet er ikke, om man bliver forarget.
Spørgsmålet er, om de enkelte forhold er bevist ud over enhver rimelig tvivl.
Vidnetruslerne
Det mest opsigtsvækkende eksempel i sagen var efter min opfattelse spørgsmålet om vidnetrusler.
Byretten fandt det bevist, at de tiltalte havde truet den forurettede med ordene:
“Hvis du ringer, så slår vi dig ihjel.”
Retten lagde samtidig til grund, at truslen handlede om at forhindre den forurettede i at kontakte politiet.
Der var bare et problem.
Det var ikke det, beviserne viste.
Kort forinden var der blevet talt om en helt konkret navngiven person. Spørgsmålet var derfor ikke, om nogen havde sagt ordene, men hvem der blev henvist til.
Og den forurettede havde ikke forklaret, at der var tale om politiet.
Tværtimod.
Under hovedforhandlingen forklarede han, at han faktisk var usikker på, om ordet “politi” overhovedet var blevet nævnt. Heller ikke i de tidligere politiafhøringer havde han forklaret, at truslen handlede om at kontakte politiet.
Alligevel blev samtlige tiltalte dømt for vidnetrusler.
Jeg sad tilbage med det klare indtryk, at alle i retssalen kunne se problemet.
Derfor fyldte spørgsmålet heller ikke meget under procedurerne.
Men resultatet blev alligevel domfældelse.
Landsrettens dom
I dag afsagde landsretten dom.
Og landsretten var enig.
En enstemmig landsret frifandt de ankende for vidnetrusler.
Det kom ikke som nogen overraskelse.
Beviserne havde ikke ændret sig.
Sagen var den samme.
Det eneste, der havde ændret sig, var bevisbedømmelsen.
Frifindelse for yderligere vold
Min klient blev også frifundet for et yderligere voldsforhold.
Det var heller ikke overraskende.
Jeg har ærligt talt haft svært ved at forstå, hvordan byretten var kommet frem til, at netop han skulle dømmes for det forhold.
Landsretten nåede da også til det modsatte resultat.
Hvad landsretten ikke fandt bevist
Sagen endte i det hele taget med væsentlige ændringer.
Landsretten fandt ikke grundlag for at domfælde de ankende for at have trampet eller sparket den forurettede i hovedet.
De blev også frifundet for anklagen om at have urineret på ham.
Og som nævnt blev de frifundet for vidnetruslerne.
Det betyder ikke, at der ikke blev begået vold.
Det blev der.
Men det betyder, at flere af de forhold, som byretten havde fundet bevist, ikke kunne bære ved en nærmere prøvelse.
Derfor er sagen vigtig
Det interessante ved sagen er efter min opfattelse ikke strafudmålingen.
Det interessante er, hvor let selv alvorlige straffesager kan komme til at handle mere om den samlede fortælling end om de konkrete beviser.
Når en sag er grim nok, opstår der en risiko for, at man begynder at udfylde hullerne i beviserne med antagelser.
Det må ikke ske.
Straffesager skal afgøres på beviser.
Ikke på forargelse.
Ikke på mavefornemmelser.
Ikke på forestillinger om, hvad der “nok” er sket.
Præcis derfor findes ankesystemet.
I denne sag førte det til, at min klient fik reduceret sin straf med tre måneder, og at han blev frifundet for flere alvorlige forhold, som byretten havde fundet bevist.
Og det er værd at huske:
Retssikkerhed bliver først for alvor sat på prøve i de sager, hvor næsten alle instinktivt har lyst til at dømme.
Den lyst skal man kende og have respekt for.
Ellers vil man ikke blot en enkelt gang finde en uskyldig skyldig.
Også et spørgsmål om varetægtsfængsling
Når jeg ser tilbage på sagen, kan jeg ikke lade være med at stille mig selv det samme spørgsmål i relation til varetægtsfængslingen.
Min klient blev ikke alene dømt for forhold, som landsretten senere frifandt ham for. Han blev også varetægtsfængslet af hensyn til efterforskningen.
Det skete mere end syv måneder efter gerningstidspunktet.
Begrundelsen var, at han ved løsladelse kunne påvirke efterforskningen.
Det synspunkt blev ikke alene tiltrådt af byretten. Også landsretten fandt betingelserne for fortsat fængsling opfyldt.
Senere nåede sagen imidlertid til Højesteret.
Her fastslog 5 højesteretsdommere, at betingelserne ikke var opfyldt. Højesteret fandt med andre ord ikke grundlag for at antage, at min klient ved løsladelse ville kunne påvirke efterforskningen.
Kan du mon komme med et bud på hvordan i alt 9 dommere kan se så forskelligt på det samme faktum og en ganske simpel regel i retsplejeloven om, hvornår man kan varetægtsfængsle af hensyn til efterforskningen?
Som advokat er det den slags, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Det burde vel ikke være så svært?
