Det er ikke alle straffesager, der skal føres med påstand om frifindelse. Nogle gange er beviserne sådan, at opgaven i stedet bliver at finde den bedst mulige vej gennem sagen. Det kræver selvfølgelig, at klient og forsvarer er fuldstændig enige om strategien.
Jeg havde før sommerferien en klient, der i få måneder var varetægtsfængslet i en større sag om blandt andet grov hvidvask og skatte -og momsunddragelse for i alt ca. 30 millioner kroner.
Min klient var ustraffet, og efter at vi havde gennemgået sagen grundigt, blev vi enige om at lægge alle kortene skulle på bordet. Han tilstod. Samtidig valgte vi selv at tage initiativ til at få skattedelen med, så hele sagen kunne behandles og afsluttes samlet. Anklagemyndigheden ville ikke selv tage fat i skattemyndighederne, så her var det en udfordring at få SKAT med på en meget hurtig sagsbehandling, men de var heldigvis hurtigt om bord til glæde for alle – også politiet.
Det var en strategi, som krævede, at klienten uden forbehold var med på at gøre det nødvendige for at få en mild straf. Det var han. Vi havde et rigtig godt samarbejde og en fælles forståelse af, hvad vi forsøgte at opnå. Og så må jeg altså sige, at jeg vitterligt havde en klient, der angrede (og som i øvrigt ikke havde opnået et udbytte). Da politiet afhørte ham i arresten, var de da heller ikke i tvivl om det. Det hjalp selvfølgelig også.
Tilståelsen og den aktive medvirken for at få alt sluttet på en gang fik væsentlig betydning for straffen. Retten idømte min klient 2 års fængsel og fandt derved, at straffen skulle reduceres med ca. 20 procent ift. udgangspunktet. Hertil kom en betydelig – obligatorisk – tillægsbøde på omkring 20 millioner kroner.
Men et andet og praktisk endnu vigtigere spørgsmål var, hvordan (varetægts) fængslingen skulle foregå efter dommen.
Her bestemte Vestre Landsret i modsætning til byretten, at min klient kunne varetægtsfængsles i surrogat på sin bopæl efter retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 8, forudsat at Danmarks Fængsler vurderede ham egnet.
At politiet så glemte at sende en indstilling til Danmarks Fængsler, og at min klient ikke nåede at blive varetægtsfængslet på bopælen er en anden historie.
Men alligevel… da fodlænkeafdelingen kom på besøg, gik samtalen som smurt. Min klient havde jo vitterligt være utrolig samarbejdsvillig fra start, hvilket havde gjort indtryk. Endvidere fremviste min klient kendelsen fra landsretten om surrogatfængsling på bopælen, der så vidt jeg er oplyst også gjorde indtryk.
Enden på det hele blev, at min klient efter ca. ½ års ophold i arresthus blev sendt hjem med en fodlænke på, således han kunne passe et fuldtidsarbejde og være sammen med sin familie.
Sagen er et godt eksempel på, at en tidlig tilståelse og et aktivt samarbejde ikke bare kan få betydning for strafudmålingen. Den kan undertiden også få stor betydning for hele forløbet omkring varetægt og afsoning.
På den dårlige side er sagen også et eksempel på et dybt forvirret system, der ikke kan finde ud af effektuere en kendelse afsagt af en landsret. Det er godt nok pinligt. Myndighederne gjorde ingenting, formentlig fordi reglerne er nye, og ingen ved derfor, hvad pokker man skal stille op, når nogen bestemmer noget. SUK.
Men denne gang har jeg altså valgt den positive vinkel….
Min klient var ustraffet og havde arbejde klar. Det ændrede naturligvis ikke alvoren i sagen, men det var relevante forhold, når myndighederne skulle tage stilling til, hvordan straffen konkret skulle fuldbyrdes.
Nogle gange er den bedste forsvarsstrategi ikke at modarbejde, men samarbejde. Den kan være at erkende det, der skal erkendes, få sagen afsluttet så hurtigt og samlet som muligt og derefter arbejde målrettet på at begrænse konsekvenserne for klienten.
