Hvem er jeg
Tid og parathed
Jeg sætter rigelig tid af til dig og til din sag.
Uanset om du er varetægtsfængslet eller ej, skal du aldrig vente mere end højst 1 dag på, at jeg kontakter dig. Dine pårørende skal også nemt kunne fat i mig, hvis du ønsker det – det gælder selvfølgelig også, når jeg er beskikket forsvarer for dig.
Mit tlf. nr. er 6172 5555. Min mail er kontakt@dinadvokat.nu. Jeg dækker hele landet. Bare ring, SMS eller send en mail.
Hvis jeg er i retten eller på arrestbesøg, så tager jeg selvfølgelig ikke telefonen, men jeg vender altid hurtigt tilbage.
For det skal være nemt at få fat på sin forsvarer. Det hører med til at være på samme hold og til at føre et effektivt forsvar.
Erfaring og baggrund
Det hører med til min baggrund, at jeg har været anklager i mange år. Som anklager har jeg behandlet tusindvis af sager og er mødt utallige gange i retten. Fra 2015-2017 var jeg anklager ved Statsadvokaten i Viborg, hvor jeg mødte i landsretten mere end 100 gange. Der kunne være tale om alt fra mindre straffesager til de mest alvorlige straffesager, både indenfor personfarlig kriminalitet, narkokriminalitet og økonomisk kriminalitet.
I 2017 foretog statsadvokaten, der nu er rigsadvokat, en vurdering af mig som anklager. Eftersom anklagemyndigheden ikke afgiver udtalelser ved opsigelse, så må jeg nøjes med at henvise til, hvad han dengang skrev om mig, selv om det er lang tid siden:
- særdeles god fremtoning i retten, hvor hans klare og tydelige kommunikation kommer ham til gode
- behandler større som juridisk komplekse sager med stor sikkerhed
- arbejder meget grundigt – også i den skriftlige forberedelse
- særdeles godt juridisk jugement (juridisk vurdering)
- meget robust, ikke mindst i retsarbejdet
- meget innovativ
- rigtig gode samarbejdsevner
- meget fleksibel
- høj arbejdskapacitet
- behagelig og omgængelig person, meget vellidt.
I de efterfølgende år – frem til 2022 – arbejdede jeg på Politigården i Aarhus, både i advokaturen for almene sager og advokaturen for specielle sager. Ud over at møde i retten var jeg i længere perioder kontaktperson for specialpatruljerne og politiet i Aarhus V.
Derefter var jeg frem til 1. september 2025 forsvarer hos advokat Jan Schneider i 3½ år. Det var en fantastisk periode med godt kollegaskab. Men da jeg fik muligheden for at blive selvstændig, blev jeg selvfølgelig bare nødt til at gribe chancen.
Hvordan det er gået for mig som beskikket forsvarer, kan du få et indtryk af bl.a. ved at foretage google-søgninger. Derudover kan du under menupunktet “Presse” læse et uddrag af artikler (desværre kan man ikke komme uden om betalingsmuren).
Fundamentet: Forsvarer hele vejen
Hvis en dommer skal træffe en rigtig afgørelse, så kræver det, at forsvareren går hele vejen.
Gør forsvareren ikke det, så kan man lige så godt bare overlade ordet til anklageren, og så ved vi godt, hvem der får ret.
Men hvad vil det mere præcist sige at gå hele vejen?
At gå hele vejen betyder mange ting. Selvfølgelig skal man være ekstrem grundig i sin forberedelse af sagen, være forberedt på selv at foretage yderligere efterforskning, indkalde egne vidner, indhente sagkyndige udtalelser, protestere hver eneste gang det hjælper sagen og bakke sin klient 100% op, og så skal man være godt forberedt til kontraafhøring og ikke mindst i proceduren, hvor alle tråde skal samles.
At gå hele vejen betyder også, at forsvaret skal være med til at formidle den virkelighed, der skal bedømmes. På den måde får dommerne et vindue ind i sagen fra en anden vinkel, end den som politi- og anklagemyndigheden forsøger at bruge.
Men at gå hele vejen betyder også at have tid til sin klient.
For det første kan samtalerne med klienten afsløre detaljer, der er afgørende for et godt resultat. Nogle gange kan det endda handle om oplysninger, som du ikke selv har tillagt ret meget betydning. For det andet er det vigtigt, at man står sammen som et hold. Det kan f.eks. have meget stor betydning for, hvor godt man klarer sig med at afgive forklaring i retten.
Det kræver, at vi har tid nok til at tale sammen. Du skal også nemt kunne få fat på din advokat, hvis du kommer i tanke om noget, som kan være vigtigt. Eller hvis du bare har brug for at snakke, når der er den mindste usikkerhed om sagen, eller om hvad der skal ske.
Eksempler på sager: Et lille uddrag af frifindelser
En klient blev i byretten idømt 12 års fængsel for narko. For mig var det tydeligt, at politi- og anklagemyndigheden havde sjusket helt utroligt meget i sagen, og at en enig byret bare valgte at tro på politi -og anklagemyndighedens vurdering, fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Landsretten frifandt heldigvis min klient for at have produceret 20 kg. amfetamin, som var klart det mest alvorlige forhold. Sagen viser, at 3 dommere, en anklager og en hel efterforskningsafdeling sagtens kan være enige om, at et menneske skal i fængsel i rigtig mange år, selvom beviserne ganske enkelt ikke holder, og så er det en sag, som er et godt eksempel på, at man aldrig skal give op.
En udenlandsk klient, der kun havde været i Danmark, nemlig da han blev anholdt, var tiltalt for besiddelse af 130 kg. amfetamin. Han sad i et arresthus i 1½ år, men blev frifundet. 4 andre blev idømt langvarige fængselsstraffe. Min klient og hans 2 venner skulle efter min opfattelse aldrig have været varetægtsfængslet. En af min klients venner begik selvmord i arresten, hvilket selvfølgelig gjorde forløbet langt hårdere. Frifindelsen udløste en større erstatning, men selvfølgelig ikke stor nok. For hvordan skal man erstatte 1½ år i et arresthus på nr. 3 (hensynet til efterforskningen)? Anklagemyndigheden havde ellers til det sidste holdt fast i, at min klient skulle straffes med fængsel i 14 år. Det skulle vise sig, at især samtalerne med klienten blev et afgørende led i min forberedelse. Under en af de sidste samtaler med min klient, fortalte han mig om nogle detaljer, der betød, at jeg kunne stille langt mere indgående og kritiske spørgsmål til et bestemt vidne under selve retssagen. Min klient vidste ikke selv, hvor afgørende oplysningerne skulle vise sig at være. De svar, som jeg fik i retten, og som ikke fremgik af politirapporten, kunne jeg bruge i min procedure som et meget vigtigt argument for frifindelse. Sagen viser, hvor vigtigt det er, at klient og forsvarer får talt sagen grundigt igennem.
En klient var tiltalt for at have begået kvalificeret vold imod sin lille datter. Byretten fandt ham skyldig, mens alle 6 dommere i landsretten stemte for frifindelse. De beviser, der skulle bedømmes i landsretten, var nøjagtig de samme beviser, som havde været bedømt i byretten. Sagen var alvorlig, men ikke specielt kompliceret. Derfor kan jeg stadig undre mig over, at en enig byret kom frem til, at det var hævet over enhver rimelig tvivl, at min klient var skyldig, mens en enig landsret bestående af 6 dommere stemte for frifindelse. Jeg mener, at det er et meget væsentligt problem, når 3 dommere vurderer en straffesag på én måde, og 6 dommere vurderer nøjagtigt den samme sag på en helt anden måde. Nogen vil sige, at det viser, at systemet virker. Men jeg mener altså, at det viser en uforudsigelighed, som bør få alarmklokkerne til at ringe. Min klient skulle selvfølgelig have været frifundet for forholdet allerede i byretten.
En klient blev tiltalt for sammen med flere andre at have stukket en kniv i maven på den forurettede. Byretten frifandt for knivstikket og dømte for almindelig vold. Her var det afgørende spørgsmål, hvad der skulle til for at blive dømt for medvirken. Resultatet blev en erstatning til min klient for uberettiget varetægtsfængsling.
En klient blev som 16-årig sigtet for hvidvask. Der gik 5 år, før sagen kom i retten. Han havde hverken før eller siden begået kriminalitet. En enig byret idømte ham betinget fængsel, mens landsretten frifandt. Selvom sagen var blevet gammel, var det først den dag, hvor jeg mødte i retten, at jeg fik de sidste bilag. Det virkede ganske enkelt, som om at der manglede noget, og det gjorde der også. Det burde ikke være sådan i straffesager, hvor der er nedlagt påstand om fængsel, at der ikke er styr på så grundlæggende ting som bilag. Men det er altså med jævne mellemrum tilfældet, også her i 2025.
En klient blev idømt 2½ års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Han var så træt af at være varetægtsfængslet, at han ikke orkede at anke (det er et udbredt problem). Han måtte vælge imellem at sidde i yderligere ca. 8 mdr. i en celle, indtil ankesagen kunne blive behandlet, eller at komme hjem på udgang efter få dage. Sådan presser man folk urimeligt hårdt, uanset om det så er med vilje eller ej. Systemet gemmer det væk bag begreber som ressourcemangel og ventetid. Heldigvis lykkedes det at få sagen genoptaget. Den skulle altså starte forfra, imens min klient var på fri fod. Hvor en enig byret tidligere havde fundet ham skyldig, frifandt en enig byret nu min klient. Ene og alene fordi en af de sigtede i mellemtiden havde ændret sin forklaring. Min klient blev oprindelig dømt, fordi retten tilsidesatte alle de tiltaltes forklaringer som utroværdige, bare fordi en af dem fandt på en historie. Det er en måde at tænke på, som er dybt ulogisk. Godt det endte som det gjorde.
En klient var tiltalt for narkosalg. Det handlede om ca. 120 gram hash. Der var nedlagt påstand om udvisning. Sagen var blevet 3 år gammel, uden at det var min klients skyld. Dommerne, anklageren og jeg selv vidste selvfølgelig godt, at der højst ville blive tale om en betinget straf, og at min klient derfor ikke kunne idømmes udvisning eller en advarsel om udvisning. Alligevel holdt anklagemyndigheden fast i påstanden om udvisning. Her handlede det ikke om at gøre det rigtige, men om at gøre det, som Justitsministeren og dermed Rigsadvokaten ville have, også selvom der helt åbenbart ikke er grundlag for det. Til et retsmøde, hvor sagen blev udsat, gjorde jeg anklageren opmærksom på, at der var en journalist fra Politikken, der havde fået interesse for sagen. Først efter den oplysning blev påstanden – kort tid før det sidste retsmøde – ændret til en advarsel om udvisning. Men heller ikke det, var der grundlag for, hvilket byretten selvfølgelig aldrig havde været i tvivl om. Det var en proces, der ødelagde utrolig meget for min klient, for sagen stressede ham så meget, at han ikke brugte tiden på det arbejde, som han ellers gerne ville. Jeg forklarede ham, at han med sikkerhed ikke ville blive udvist. Men han kunne selvfølgelig ikke bare glemme, at anklagemyndigheden absolut holdt fast i, at det skulle han. Det var rent ud sagt et teater fra anklagemyndighedens side og havde intet at gøre med at være objektiv. Politikken bragte en helsidesartikel om sagen, hvor journalisten vist nok var en smule imponeret over, at jeg havde forudsagt rettens resultat, men i virkeligheden kendte alle resultatet på forhånd. Jeg var bare den eneste, der sagde det højt. Retten måtte selvfølgelig heller ikke udtale sig om spørgsmålet, før der blev afsagt dom.
Igen og igen ser vi, at en anklager og 3 dommere i byretten er enige om, at der ingen rimelig tvivl er om, at den tiltalte skal straffes med fængsel, nogle gange i mange år, mens landsretten kommer frem til, at den rigtige afgørelse er frifindelse – også i situationer, hvor der intet nyt er kommet frem fra byrettens afgørelse til landsrettens afgørelse.
Er det udtryk for et system, der virker?
Nej, for så ville uskyldige ikke blive dømt.
I Danmark kan vi godt lide at sige, at vi hellere lader 10 skyldige gå fri end at dømme en uskyldig. Det lyder flot, men i virkeligheden sker det altså, at uskyldige bliver dømt.
Derfor skal en forsvarer være klar til at gå hele vejen, og derfor skal en forsvarer have tid til sin klient.