+45 61 72 55 55
kontakt@dinadvokat.nu

Højesteret skal se nærmere på betingelserne for “varetægtsfængsling” på bopælen

Tidligere i år kom der en ny mulighed i retsplejeloven for, at en varetægtsfængslet i visse tilfælde kan anbringes på egen bopæl med elektronisk kontrol – altså med fodlænke.

En dom på tre års fængsel

En af mine klienter blev i byretten idømt 3 års fængsel i en narkotikasag. Sagen vedrørte blandt andet kokain, MDMA og hash.

Efter dommen anmodede jeg om, at min klient i stedet for fortsat ophold i arrest kunne “varetægtsfængsles” på sin bopæl med elektronisk kontrol (man kalder det surrogatfængsling).

Både byretten og Vestre Landsret afslog anmodningen.

Jeg søgte derfor Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at indbringe spørgsmålet for Højesteret. Den tilladelse har Procesbevillingsnævnet nu givet.

Hvor meget skal den nye mulighed bruges?

Det principielle spørgsmål er, hvordan den nye ordning skal anvendes i praksis. Lovændringen blev netop indført for at udvide mulighederne for at anvende mindre indgribende alternativer til almindelig varetægtsfængsling, når forholdene gør det forsvarligt.

Der er derfor behov for at få afklaret, hvilke forhold der skal tillægges vægt, og hvor grænsen går – også i sager, hvor der er idømt en længere ubetinget fængselsstraf.

I den konkrete sag havde min klient allerede afsonet 1 års fængsel og ville – hvis pågældende ikke havde anket dommen – stået til i hvert fald udgang.

Efter min opfattelse betyder det i praksis, at man bliver straffet for at anke en dom. Lad være med at anke, så får du snart udgang. Anker du, kan du blive siddende i cellen i et arresthus og glemme alt om det åbne fængsel, som du ellers ville skulle afsone i.

Vi kalder det hensynet til retsfølelsen.

I praksis kan det dog undertiden minde mere om hævngerrighed og dunken i hovedet end om noget, der har med ret at gøre.

Nu venter vi på Højesteret

Udfaldet er ikke givet, men det er vigtigt, at Højesteret nu får mulighed for at tage stilling til, hvordan den nye mulighed for surrogatfængsling skal bruges i praksis.

Det vigtige er ikke kun den konkrete sag, men at vi forhåbentlig får nogle mere klare rammer fremover.

Hvor kunne det være rart, hvis lovgiverne selv kunne have udstukket dem.

NYHEDSBREV

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Vil du gerne have besked, når jeg laver en ny blog, så tilmeld dig mit nyhedsbrev.

Information
+45 61 72 55 55kontakt@dinadvokat.nuRyesgade 9B, 1. sal 8000 Aarhus C
Ansvarsforsikring - Bankoplysninger - CVR
CNA Insurance Company (Europe) S.A.Hammerensgade 6.11267 København K.Policenr. FOR0161Bank: 5148 1575788CVR: 18356708
Advokatfirmaet Philip D. D. Møller (CVR: 18356708)