Det er blevet moderne at ville udvise og udsende så mange som muligt så hurtigt som muligt.
Men nogle gange bør man nok lige klappe hesten.
For nylig repræsenterede jeg en klient, der var dømt for vold og afpresning mv. Heldigvis var ingen kommet alvorlig til skade. Min klient havde ikke planlagt nogle af forholdene, og han var ikke klar over, hvad han foretog sig.
Faktisk var han på gerningstidspunktet utilregnelig pga. sindssygdom.
Men bluffede han ikke bare, vil nogen spørge?
Nej, han endte faktisk med en længerevarende tvangsindlæggelse, fordi han var psykotisk.
Min klient ønskede ikke at skade andre, men led af psykisk sygdom.
Da min klient blev dømt og udvist af landsretten, blev han varetægtsfængslet i et almindeligt arresthus, indtil dommen kunne fuldbyrdes. Det endte med, at han sad i en celle i ca. ½ år.
Han var psykisk syg og havde i forvejen siddet i en celle i omkring 1 år.
Den slags sker, når den dømte falder ned imellem 2 stole, og systemet glemmer ham.
Min klients sag blev indbragt for retten i medfør af udlængelovens § 50a, stk. 2. Det lykkedes at få udvisningen ophævet. Statsadvokaten kærede afgørelsen, men heldigvis fastslog landsretten, at udvisningen skulle ophæves.
Min klient har ikke tidligere eller senere begået kriminalitet.
Til gengæld får han nu antipsykotisk medicin. Han ønsker at arbejde og betale skat.
Det var en win-win-afgørelse. Også selvom anklagemyndigheden gjorde alt for at få ham sendt tilbage til Udrejsecenter Kærshovedgaard.
