Min klient blev fundet skyldig i 33 forhold vedr. tyveri fra uaflåste varebiler.
Nyanskaffelsespriserne på det værktøj, der var blevet stjålet, beløb sig til + 700.000 kr. Det giver sig selv, at værdien på gerningstidspunktet var væsentligt lavere. Alle forholdene var begået i forening med 3 andre.
Sagen blev fremmet som tilståelsessag. Byretten vurderede, at der var tale om en “kategori 3-sag”, altså en sag, hvor tilståelsen først blev afgivet, da politiet i det væsentligste var færdig med efterforskningen. Det betød, at der skulle fastsættes en tilståelsesrabat, som ifølge Højesteret skal være mellem 10-20%.
Byretten fandt, at rabatten skulle udmåles til ca. 14%. Udgangspunktet var en straf på 1 år 9 mdr., men der blev altså ydet 3 mdr. rabat.
Min klient var udenlandsk EU-borger og blev derfor udvist med et indrejseforbud på 12 år.
Det betyder, at min klient sendes til sit hjemland, når Danmarks Fængsler vurderer, at han har afsonet nok tid her i Danmark.

