For nylig repræsenterede jeg en klient, der var tiltalt for flere voldtægter mod den samme forurettede. Anklagemyndigheden gik efter mindst fem års fængsel.
Min klient blev frifundet af en enstemmig domsmandsret. Den patrulje, der ved en domfældelse skulle have kørt ham direkte til afsoning, blev sendt hjem.
Min klient var selvfølgelig lettet, men han var også knust. Sagen havde vendt op og ned på hele hans liv.
Anklagemyndigheden ankede ikke dommen.
Det undrede mig heller ikke.
Efterfølgende har jeg fået kommentarer – særligt på sociale medier – om, at jeg burde have en dårlig smag i munden, fordi jeg forsvarer “den slags mennesker”.
Men en frifindelse handler ikke om, at en forsvarsadvokat har været “smart i en fart”.
Det er retten, der frifinder. Det er dommerne, der træffer afgørelsen. Og når dommerne frifinder, er det, fordi de – helt selvstændigt – har vurderet, at beviserne ganske enkelt ikke kunne var gode nok til en domfældelse. Så enkelt er det.
Min opgave i sagen var at gennemgå sagen grundigt, så jeg kunne stille kritiske og opklarende spørgsmål til de indkaldte vidner, og så skulle jeg naturligvis i min procedure redegøre for, hvorfor jeg mente, at en domfældelse ville være forkert.
Det var ikke en sag, der skulle “vindes” med store armbevægelser, egen efterforskning, indkaldelse af yderligere vidne eller andet.
Men uanset hvor godt eller dårligt advokaterne gør deres arbejde, er det i sidste ende retten, der vurderer beviserne. Bevisbedømmelsen er fri – og det er netop dét, der er fundamentet i en retssag.
Ugen efter havde jeg endnu en voldtægtssag. Her krævede anklagemyndigheden to et halvt års fængsel. Også her blev resultatet frifindelse. Retten var delt: To stemte for frifindelse, én for domfældelse.
Jeg er ikke selv i tvivl om, at min klient var uskyldig.
Heller ikke denne sag blev anket af anklagemyndigheden.
Voldtægtssager er blandt de mest alvorlige og mest komplekse straffesager, vi har. Ofte afhænger sagen næsten alene af forklaringerne fra den tiltalte og den forurettede. Derfor kræver de en ekstremt grundig bevisvurdering og minutiøs forberedelse af afhøringerne.
Og netop derfor er det afgørende, at også de mest upopulære tiltalte har et stærkt forsvar. Ikke for at underminere retssystemet – men for at sikre, at ingen bliver dømt uden tilstrækkelige beviser. Det er ikke et hul i retssystemet. Det er selve retssikkerheden.
Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når nogen mener, at en forsvarer bør have dårlig samvittighed, når en tiltalt bliver frifundet. I en retsstat er det ikke forsvareren, politiet eller anklageren, der afgør skyldsspørgsmålet. Det gør domstolene. Og jeg tror ærligt talt ikke, at nogen – heller ikke politifolk eller anklagere – ville ønske sig et samfund, hvor det var anderledes.
Man bør huske på, at en frifindelse kan være et tegn på, at et retssystem virker. Ikke det modsatte.
