Min klient var tiltalt for sammen med fem andre at have indsmuglet 130 kg amfetamin.
Han endte med at sidde varetægtsfængslet i halvandet år.
Inden sagen havde han altid haft fast arbejde. Han boede med sin hustru og sine små børn i udlandet. Fra den ene dag til den anden sad han pludselig i et arresthus og måtte nøjes med et par billeder af sine børn på cellen. En nær ven, som også var varetægtsfængslet i sagen, begik selvmord under fængslingen.
Min klient havde aldrig tidligere begået kriminalitet. Og efter min opfattelse anede han intet om den amfetamin, som andre havde besluttet sig for at indsmugle.
Det afgørende punkt i sagen opstod under en samtale med min klient et par uger før hovedforhandlingen.
Mit besøg var egentlig ved at være slut. Vi smalltalkede lidt om anholdelsen, og om hvordan politiet havde lagt deres telefoner ved siden af hinanden efter anholdelsen. Så nævnte han en detalje, som var markant anderledes end det indtryk, jeg havde fået ved at læse en toldbetjents forklaring.
Det ændrede noget.
På baggrund af den samtale stillede jeg nogle kritiske spørgsmål til et vidne — spørgsmål, jeg ellers aldrig ville have stillet. Det udviklede sig til et helt centralt punkt i min procedure.
Et godt resultat i en på alle måder trist sag.
