Min klient var blevet udvist af Danmark i 2016.
Som følge heraf var han pålagt opholds-, melde- og underretningspligt på Kærshovedgård Udrejsecenter.
Men han kunne ikke holde det ud.
Så han gjorde det, som mange måske intuitivt ville tænke gav mening:
Han rejste ud af Danmark.
Til Frankrig.
Et par år senere vendte han tilbage til Danmark, hvor han blev stoppet i grænsekontrollen. Her fik han besked på at tage direkte til Kærshovedgård. Han var vendt tilbage for at få styr på sine ting. Det lykkedes nemlig ikke at få opholdstilladelse til Frankrig.
Det gjorde han.
Han fulgte myndighedernes instruktion.
Alligevel kom politiet få dage senere og anholdt ham.
Han blev fremstillet i grundlovsforhør, varetægtsfængslet i lang tid — og senere dømt.
Straffen?
3 års fængsel.
For at have overtrådt sine kontrolforpligtelser. I praksis fordi han havde forladt Danmark, selv om han var udvist.
Det forekom allerede dengang intuitivt besynderligt: Hvad er den dybere ide i at straffe en udvist person… for selve det at rejse ud? Jeg mener: myndighederne havde ikke engang skrevet til ham på hans e-boks, der stadig virkede, at han skulle skynde sig at komme tilbage til Danmark og være udvist på et udrejsecenter. For ham var det logisk. Jeg er udvist. Jeg udrejser. Det kan man i hvert fald ikke kritisere mig for.
Nu var der ikke dengang udsigt til, at landsretten ville ændre dommen, så vi ankede ikke. Lov er lov, og domstolene, anklagerne og langt de fleste af os forsvarere mente, at loven måtte forstås, som den nu engang blev.
Derfor blev min klient selvfølgelig sendt til afsoning.
Men så skete der noget.
Højesteret afsagde en dom, som fortolkede reglerne anderledes — og mere naturligt.
Pludselig var det ikke længere så oplagt, at min klient overhovedet skulle have været dømt.
Jeg søgte derfor om anketilladelse.
Afslag.
Kort tid efter kom endnu en Højesteretsdom.
Nu begyndte billedet at stå klart.
Jeg skrev til landsretten og anklagemyndigheden.
Kort efter ringede en anklager.
Han var enig.
Loven måtte nu forstås sådan, at min klient aldrig burde være blevet dømt. Han havde ganske enkelt ikke gjort noget ulovligt ved som udvist at rejse ud af Danmark, nærmere betegnet til Frankrig, fordi han var taget til Frankrig mhp. at ophold sig varigt dér.
Anklagemyndigheden ankede derfor selv sagen med påstand om frifindelse.
Sagen blev afgjort på skriftligt grundlag.
Min klient blev frifundet.
Men historien slutter ikke dér.
For når man har siddet fængslet uberettiget, følger spørgsmålet om erstatning.
Min klient modtog flere hundrede tusinde kroner. Skattefrit.
Og måske vigtigst af alt:
Han fik et arbejde her i Danmark.
Et fast arbejde.
Han sagde, at han glædede sig til at betale skat. Det føltes som om, at han endelig kunne være en del af et samfund igen.
Det er ikke alle sejre i straffesager, der kan måles i domsresultater alene.
Nogle måles i det liv, klienten får tilbage.
Uanset hvad kan det måske godt betale sig at give nogen en chance til.
Og bortset fra det… er det ikke forunderligt, at jurister kan være så uenige om, hvad loven betyder?
